Uforstående..

Det at nære en kærlighed til et andet væsen kaldes at elske. Dette er en eksistentiel følelse, som er svær at definere. En person, der elsker, er ofte hengiven, selv frem til at ofre sig selv i døden. At elske er uden undtagelser og uden forbehold. Når man elsker, sætter man sin elskede højere end alt andet. Denne følelse er sandsynligvis den stærkeste et menneske kan opleve.

Endnu engang må jeg tage mig selv i at tilføje denne defination på at elske i et blogoplæg.

Jeg er virkelig i tvivl. Er begyndt at tvivle på rigtig mange mennesker, når de fortæller mig, at de elsker mig. Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at tro på, at den stærkeste af alle følelser, kan få en betydning for mig. Jeg er slet ikke værd at spilde den vidunderlige følelse på. 

Jeg ved godt, hvad det vil sige at elske. Åh gud om jeg gør! Jeg elsker nogle rigtig vigtige mennesker i mit liv, helt uden at kunne beskrive det med ord. Men denne følelse jeg har overfor dem, hvorfor har de dem overfor mig? Er det bare fordi jeg ved meget om dem? fordi jeg har været en del af deres liv længe? Jeg ved det virkelig ikke. 

Kan ikke tro det, når nogen siger de elsker mig - elske? "En person, der elsker, er ofte hengiven, selv frem til at ofre sig selv i døden." - hvem er det så liiiiige der vil ofre deres eget liv for min skyld? Ved ikke om nogen kan se hvad jeg mener. Ved bare at jeg på et eller andet plan, et eller andet sted - har ret. Jeg har virkelig søgt i mit hoved efter en grund.

Nu er det ikke fordi jeg intet selvværd har, for jo, mange ting er jeg da glad for ved mig selv - er jeg ikke? Jeg har f.eks tit fået afvide at jeg er god til at støtte - men god nok? Jeg har fået afvide at jeg forstår meget - men forstår jeg nok? Jeg har fået afvide at jeg er kærlig og hjælpsom - men kærlig og hjælpsom nok? Jeg har fået afvide at jeg betyder meget - men betyder jeg nok til, at du elsker mig? 

En klog fyr, en fyr jeg som regel altid lytter til, mente at jeg overdrev kraftigt.

Men.. Kan man overdrive den slags? Er det ikke bare et spørgsmål om hvad man føler? jeg tror ikke, at det at nogen elsker hinanden, vil være en følelse som jeg fortjener. Mange fortjener at jeg elsker dem, men jeg fortjener ikke, at nogen elsker mig. Måske tager jeg fejl? Måske ikke? hvem ved? 

"Når man elsker, sætter man sin elskede højere end alt andet"...

De to fyre i mit liv

 Der findes to fyre i verden
Som er de eneste 
Der fortjener min kærlighed

Der er ham jeg elsker
Ham som i sidste ende
Altid får mit hjerte til at smelte

Der er ham jeg ikke kender
Ham jeg aldrig ved hvor er
Der burde være min eneste ene

Der er ham der giver mit liv lys
Får min livsglæde til at gløde
Som når man føler sig hel

Der er ham jeg mangler i mit liv
Ham der burde give mig kærlighed
Burde elske mig til døden os skiller

Der er ham der giver mig en idé om
At en kæreste ikke er vigtig
Bare jeg har ham

Der er ham jeg leder efter i mine drømme
Ham jeg ikke ved 
hvordan ser ud

Der er ham jeg kalder min bedste ven
Den bedste i mit liv
Som ikke er som nogen andre

Der er ham jeg kalder min kæreste
Ham jeg endnu ikke har fundet
Og sikkert aldrig finder

Tiktak..

- Tiden går, og jeg føler mig så tom.

Tomheden i mig, gør mere ondt end nogensinde før. Mærker en smerte, en uoverkommelig træthed, intet overskud. Jeg føler mig tilbage - forladt i verden, ene og alene. Jeg er træt i min krop, i mine øjne og mit hoved. Jeg er tom for tårer, selvom jeg gerne vil græde. De sidste tårer er grædt. Jeg er stadig alene. Stilheden gør ondt i mit hoved, som om den larmer mere end hvis

der havde været tusinde mennesker i mit nærvær. Ønsker ikke larmen? Ønsker ikke at nogen er ved mig. Vil bare være alene, tom og forladt. Lad mig mærke, forstå og føle den hårde tid. Har engang fået af vide, at hvis den ikke slår mig ihjel, så gør den mig stærkere.

Lad mig blive stærkere...

Synet.

At kunne se verden, synes jeg er fantastisk. Tænk hvis man var blind? Nogen gange, føler jeg mig faktisk blind. Har du aldrig prøvet at se tv'avisen og ikke kunne se meningen? Meningen med krig og livet osv? det har jeg.. Jeg føler mig blind, når jeg står i et skænderi, når jeg glemmer detaljer af vigtige ting, når jeg glemmer smerten man kunne se i nogle mennesker, som man har mødt på sin vej. Især har jeg følt mig blind, mht vores venksab. Jeg har altid kunne forstå dig uden at vide hvorfor - som at kunne høre, men ikke se. Jeg savner at vide hvor alle de dårlige dage, hændelser og alt sådan noget, stammer fra. Det er svært at se smerten bag masken. jeg håber at du en dag, vil give mig synet tilbage..

ih! /:

Lad mig stråle såvel som falme?
skal jeg køre facade på, bare for at I lader mig være?!
Lad mig dog forhelved grine, græde og gå ind i mig selv.
Skal i blande jer? skal i være så interesseret? skal I ikke
bare skride? få jer et liv, koncentrere jer om jeres eget!
Hvis jeg har noget at dele - så skal jeg nok fortælle det.

- Lad vær med at spørge! o':

Vreden..

Jeg har en vrede i mig.
Jeg er vred, sur, hidsig, men mest af alt - skuffet /:
Troede igen, at vi skulle have en fed aften som vi plejer. Hygge os, drikke os fulde, fyre den af og dele tanker og oplevelser. Men endnu en gang er du sur og irretabel. Det er du hele tiden i øjeblikket. Er ked af, hvis du går og har det af helveds til? men så fortæl mig dog hvad der er galt! Du ved jeg gerne vil hjælpe dig! Er så ked af, at du lader det gå ud over mig. Du aner ikke hvor hårdt det er, at sidde en lørdag aften, man havde regnet med at tilbringe med sin bedste veninde, og føle sig hadet? føle sig i vejen. Jeg havde sådan savnet dig Sara? /: hvorfor sker det her? Jeg elsker dig! Håber det fungerer i næste weekend.
Din nadia.

Til mor..

Fik af vide af min rådgiver, at hvis jeg ikke ville snakke med dig om hvad jeg følte, så skulle jeg skrive et brev til dig. Jeg behøvede ikke at give dig det, men at skrive det, ville være en god idé.

Kære mor.

Jeg håber at dette brev vil give dig en forståelse af, hvordan jeg har det inde i mig selv. Jeg savner dig! Jeg savner at ligge på mit slidte og ødelagte værelse i litorinaparken. At stå op om morgenen og blive vækket af min mor, som sommetider råbte af mig. Stå op til morgenmad på bordet, små børn omkring mig og dig. Glad og ædru. Savner dig fra morgenstunderne! Jeg savner at jeg kunne komme hjem efter skole, og så var du der - glad som altid. Ja, du var faktisk altid glad mor. Men så inden Steffen var kommet hjem, så havde du drukket dig fuld og var pludselig ikke den samme mere. Du blev mærkelig, du blev en anden. Du var trist, men alligevel sang og smilte du. Du væltede rundt og jeg kunne ikke forstå det. Når det var blevet mørkt og jeg havde lagt mig til ro, trist og såret over at min mor, var besat af en anden personlighed, kunne jeg høre Steffen råbe af dig. Og når jeg sneg mig ned af trappen, bange og fortvivlet og prøvede at lytte bag den højr musik, så græd jeg. Kiggede snigende ind i stuen, og der stod eller sad i altid, fulde - virkelig hårdt stive. Han bankede dig mor, foran mig? jeg så dig blive slået, så ham ødelægge dig - give dig blå mærker og sår. Men ved du hvad det værste jeg så var? Det var næste morgen, når min ædru mor igen sad, glad og tilfreds og fortalte mig at jeg tog fejl, at du var faldet på cyklen og at du bestemt ikke drak! Tiden gik, og Maja forsvandt mere og mere ud af vores liv - pludselig ville hun slet ikke være hos dig mere. Hørte du mor? hun ville ikke være hos dig! Men ved du hvad jeg gjorde? jeg forsvarede dig. Jeg fortalte folk at du ikke drak, at du ikke blev slået og at du bestemt ikke havde noget problem. For det var det du fortalte mig? og jeg ville ikke være en dårlig datter, at gå ud og sladre. Det endte med at jeg flyttede, da du begyndte at finde sammen med Flemming. Ja, det var jo så fint nok. Men jeg kan ikke respektere ham. Han er en rigtig sød mand, men du har igen truffet det forkerte valg, efter min mening. Jeg er ked af det mor? for jeg savner dig! Og nu tænker du "jamen så kom dog hjem lille skat", men nej mor. Det vil jeg ikke. For du drikker stadig, du er stadig fuld når jeg kommer. Jeg er forvirret? hvem af dem er min mor? Når jeg har mødt til ædru, så græder jeg af glæde. Kan ikke forholde mig til, at du ikke vil indrømme at du har et alkoholproblem? jeg vil gøre alt for dig, vil hjælpe dig så meget, at du tror det er løgn?! hvorfor tager du ikke imod min hjælp? vil du gerne drikke? vil du gerne dø af druk? er en sølle flaske vin, virkelig det værd? kan du forlade, miste og få et had til dine børn, bare på grund af en flaske vin. Men du siger stadig at jeg tager fejl. Det gør du hver gang. Jeg giver op. Men vil bare gerne have at du ved hvordan jeg har det. Når jeg skar i mig selv, så glemte jeg al den smerte du tillod dig at lægge over mig. Hvor skal jeg nu gøre af smerten, nu hvor jeg ikke kan skære mere? Jeg elsker dig.

Din datter, Nadia.