Synet.

At kunne se verden, synes jeg er fantastisk. Tænk hvis man var blind? Nogen gange, føler jeg mig faktisk blind. Har du aldrig prøvet at se tv'avisen og ikke kunne se meningen? Meningen med krig og livet osv? det har jeg.. Jeg føler mig blind, når jeg står i et skænderi, når jeg glemmer detaljer af vigtige ting, når jeg glemmer smerten man kunne se i nogle mennesker, som man har mødt på sin vej. Især har jeg følt mig blind, mht vores venksab. Jeg har altid kunne forstå dig uden at vide hvorfor - som at kunne høre, men ikke se. Jeg savner at vide hvor alle de dårlige dage, hændelser og alt sådan noget, stammer fra. Det er svært at se smerten bag masken. jeg håber at du en dag, vil give mig synet tilbage..

ih! /:

Lad mig stråle såvel som falme?
skal jeg køre facade på, bare for at I lader mig være?!
Lad mig dog forhelved grine, græde og gå ind i mig selv.
Skal i blande jer? skal i være så interesseret? skal I ikke
bare skride? få jer et liv, koncentrere jer om jeres eget!
Hvis jeg har noget at dele - så skal jeg nok fortælle det.

- Lad vær med at spørge! o':

Vreden..

Jeg har en vrede i mig.
Jeg er vred, sur, hidsig, men mest af alt - skuffet /:
Troede igen, at vi skulle have en fed aften som vi plejer. Hygge os, drikke os fulde, fyre den af og dele tanker og oplevelser. Men endnu en gang er du sur og irretabel. Det er du hele tiden i øjeblikket. Er ked af, hvis du går og har det af helveds til? men så fortæl mig dog hvad der er galt! Du ved jeg gerne vil hjælpe dig! Er så ked af, at du lader det gå ud over mig. Du aner ikke hvor hårdt det er, at sidde en lørdag aften, man havde regnet med at tilbringe med sin bedste veninde, og føle sig hadet? føle sig i vejen. Jeg havde sådan savnet dig Sara? /: hvorfor sker det her? Jeg elsker dig! Håber det fungerer i næste weekend.
Din nadia.

Til mor..

Fik af vide af min rådgiver, at hvis jeg ikke ville snakke med dig om hvad jeg følte, så skulle jeg skrive et brev til dig. Jeg behøvede ikke at give dig det, men at skrive det, ville være en god idé.

Kære mor.

Jeg håber at dette brev vil give dig en forståelse af, hvordan jeg har det inde i mig selv. Jeg savner dig! Jeg savner at ligge på mit slidte og ødelagte værelse i litorinaparken. At stå op om morgenen og blive vækket af min mor, som sommetider råbte af mig. Stå op til morgenmad på bordet, små børn omkring mig og dig. Glad og ædru. Savner dig fra morgenstunderne! Jeg savner at jeg kunne komme hjem efter skole, og så var du der - glad som altid. Ja, du var faktisk altid glad mor. Men så inden Steffen var kommet hjem, så havde du drukket dig fuld og var pludselig ikke den samme mere. Du blev mærkelig, du blev en anden. Du var trist, men alligevel sang og smilte du. Du væltede rundt og jeg kunne ikke forstå det. Når det var blevet mørkt og jeg havde lagt mig til ro, trist og såret over at min mor, var besat af en anden personlighed, kunne jeg høre Steffen råbe af dig. Og når jeg sneg mig ned af trappen, bange og fortvivlet og prøvede at lytte bag den højr musik, så græd jeg. Kiggede snigende ind i stuen, og der stod eller sad i altid, fulde - virkelig hårdt stive. Han bankede dig mor, foran mig? jeg så dig blive slået, så ham ødelægge dig - give dig blå mærker og sår. Men ved du hvad det værste jeg så var? Det var næste morgen, når min ædru mor igen sad, glad og tilfreds og fortalte mig at jeg tog fejl, at du var faldet på cyklen og at du bestemt ikke drak! Tiden gik, og Maja forsvandt mere og mere ud af vores liv - pludselig ville hun slet ikke være hos dig mere. Hørte du mor? hun ville ikke være hos dig! Men ved du hvad jeg gjorde? jeg forsvarede dig. Jeg fortalte folk at du ikke drak, at du ikke blev slået og at du bestemt ikke havde noget problem. For det var det du fortalte mig? og jeg ville ikke være en dårlig datter, at gå ud og sladre. Det endte med at jeg flyttede, da du begyndte at finde sammen med Flemming. Ja, det var jo så fint nok. Men jeg kan ikke respektere ham. Han er en rigtig sød mand, men du har igen truffet det forkerte valg, efter min mening. Jeg er ked af det mor? for jeg savner dig! Og nu tænker du "jamen så kom dog hjem lille skat", men nej mor. Det vil jeg ikke. For du drikker stadig, du er stadig fuld når jeg kommer. Jeg er forvirret? hvem af dem er min mor? Når jeg har mødt til ædru, så græder jeg af glæde. Kan ikke forholde mig til, at du ikke vil indrømme at du har et alkoholproblem? jeg vil gøre alt for dig, vil hjælpe dig så meget, at du tror det er løgn?! hvorfor tager du ikke imod min hjælp? vil du gerne drikke? vil du gerne dø af druk? er en sølle flaske vin, virkelig det værd? kan du forlade, miste og få et had til dine børn, bare på grund af en flaske vin. Men du siger stadig at jeg tager fejl. Det gør du hver gang. Jeg giver op. Men vil bare gerne have at du ved hvordan jeg har det. Når jeg skar i mig selv, så glemte jeg al den smerte du tillod dig at lægge over mig. Hvor skal jeg nu gøre af smerten, nu hvor jeg ikke kan skære mere? Jeg elsker dig.

Din datter, Nadia.

Punkie

Du gjorde det soleklart.
Den 19. januar, 2009. Jeg bad dig give mig mit syn tilbage.
Og det gjorde du den dag! Jeg var knust, ødelagt over min far.

Pludselig fik jeg denne besked, efter at du ihærdigt, forsøge at hjælpe mig med gode råd og prøvede at gøre mig sikker på at du ville være der for mig altid. "Det er det mindste jeg kan gøre, du er en kæmpe del af mit liv, du får mig til at fungere <3"

Pludselig blev tårer som skar mig op indevendig, til bløde fjer med følge af et smil..

Det at nære en kærlighed til et andet væsen kaldes at elske. Dette er en eksistentiel følelse, som er svær at definere. En person, der elsker, er ofte hengiven, selv frem til at ofre sig selv i døden. At elske er uden undtagelser og uden forbehold. Når man elsker, sætter man sin elskede højere end alt andet. Denne følelse er sandsynligvis den stærkeste et menneske kan opleve.
Folk kan fortælle dig, at de elsker dig - men de vil aldrig mene det som jeg gør!

Jeg elsker dig.

Den person jeg ikke vil være..

Sommetider tænker jeg på, hvad folk mon synes om mig?

Når jeg er i skolen, så føler jeg mig som en pige, der altid er helt oppe at køre, en som er højtråbende og fast i sine beslutninger - en forkælet møgunge. Men er jeg i virkeligheden det?

I weekenderne, føler jeg mig som "kongens efterfølger". Jeg er nem at manipulere og har som regel altid den samme mening som alle andre. Jeg er alt for ofte fuld og tænker mig aldrig om. Jeg virker som en person, man kan løbe om hjørner med. En man kan lyve for. En man er bedre end. Alle kan komme et nivaeu højere end mig - rangmæssigt.

Men i hverdagene, når jeg er helt alene, så er jeg svag. Jeg græder, jeg er ødelagt, jeg er knust og alene. Jeg føler mig falsk, føler mig overset. Jeg ved at jeg er stærk, men viser det ikke. Jeg føler mig dum, føler mig til grin. Vil så gerne have, at i kan se hvem jeg er.
Ved ikke om jeg inderst inde er den person, eller om jeg bare er den i ser? men føler at der er et andet menneske inde i mig, som ikke vil komme ud. Inde i, ser jeg mig selv som en stærk, målrettet person. En som tør græde og sammentidig tør at sige fra. En der kan grine med de andre, uden at skulle råbe højt. En person som har så mange værdier, uden at være selvoptaget. En som er god til at elske og holde af - dårlig til at hade og diskutere mens jeg mener det?

Hvem er jeg i virkeligheden? tænk at stille spørgsmåltegn ved sig selv..
Er jeg 3 forskellige personer, eller er min personlighed bygget op, mellem alle disse ting?

Hvis jeg kunne give mig selv det svar, ville jeg endelig kunne sove trygt om natten.

At elske & hade...

Hvordan kan man elske, uden selv at være blevet elsket? Og hvordan ved man hvad det vil sige at elske, hvis man ikke kender til had. Hvordan kan man hade, hvis man aldrig er blevet hadet?Hvornår går grænsen? hvornår hader man og hvornår elsker man? kan man hade og elske den samme person? hvorfor er de to ting så tæt på hinanden, men alligevel to modsætninger?

Kan man elske en person, som man aldrig vil lære at kunne hade og omvendt? Hadet kæmper for at elske, og det at elske, kæmper for at lære at hade. Er det at hade eller at elske bedst? Alle har en leder, den stærkeste af dem - men jeg er sikker på, at disse to ting, kæmper helt til målstregen.

Kærlighed og krig
så yndigt og godt
Kærlighed og krig
så blodigt og koldt

Kærlighed og kirg
så tydeligt og lyst
Kærlighed og krig
så sort og gråt

Blodet som flyder tungt
som rosen der skinder rødt

Kærlighed og krig
gør ligheden ondt? /: